CO2 BEREGNER
Rejste kilometer
432
km
549
549
549
Din besvarelse svarer til
Vores CO2-beregner skal naturligvis tages med et gran salt. Det er først og fremmest et illustrativt værktøj, der viser forskellen i drivhusgasudledning, når man kigger på tog-, bil og flyrejser overordnet set.
Virkeligheden er noget mere kompleks, og udledningen afhænger blandt andet af antal personer i de forskellige transportmidler, mellemlandinger, ruter, trafikpropper og så videre.
Vi har altså forsimplet regnestykket. Vi har taget kg CO2 per rejst kilometer for en ny benzinbil, et tog og et fly herinde fra.
Så har vi taget antal kilometer imellem hver by via Google Maps. Besparelsen i CO2 i er regnet ud fra, hvis du i vores fiktive eksempel tager toget i stedet for flyet. Imens du scroller ned, viser vi besparelsen, som du har haft indtil videre. God tur!
PERSONDATA
Vi indsamler kun anonym statistik uden brug af cookies eller andre fingerprint-teknologier.
Vi indsamler viden omkring, hvor mange der besøger hjemmesiden, hvor langt de scroller ned, hvor længe de er på siden, og hvad der klikkes på. Intet af denne information kan henledes til en given computer eller telefon, og det er derfor 100% anonymt.
OM SKRIBENTEN
Ditte Engels Hermansen er cand.mag, litterær oversætter, skribent og blogger. Hun skriver især om tysk kultur og litteratur. Tidligere boede Ditte i Berlin, men de seneste fire år har hun boet i Leipzig. Følg Ditte på Instagram.
ZEIT.GUIDE tager dig på en rejse gennem Tyskland ud til de smukkeste steder og mest oversete dele af vores grønne naboland. Fra nationalparker og bio-hoteller til udfordrende kultursteder og summende metropoler.
Guiden er skabt af Tyskland-ekspert Ditte Engels Hermansen, der har håndplukket områder og oplevelser til en rute gennem landet, du kan stå af og på, som du har lyst til. Ruten gør det oplagt at fravælge flyet og tilvælge en mere bæredygtig rejseform, hvor selve rejsen og alle de små afstikkere og afkroge, den kan afføde, sættes i højsædet.
For det er tid til at gentænke hvorfor og hvordan, vi rejser. Til at sætte tempoet ned, nyde rejsetiden og ikke blot destinationerne – og til at få øjnene op for, hvor grønt græsset i virkeligheden er på den anden side af grænsen.
Kom på sporet af det grønne Tyskland – rejsen starter her.
236
Co2-beregneren viser, hvor mange kilogram Co2 du sparer, hvis du tager turen igennem Tyskland i tog i stedet for med fly. Det er naturligvis en forsimplet fremstilling af virkeligheden. Klik på den for at blive klogere.
Hamborg
‘Portalen til verden’ kalder man havnebyen ikke langt fra den danske grænse. Hamborg er den perfekte blanding af rå og frigjort med mange grønne oaser, hvor man kan nyde en Astra og et Fischbrötchen, før turen går til Reeperbahn eller St. Pauli ved nattetid.
Vidste du ...
Elbtunnel:
Gratis og unikt
Hvid mosaik og katakomber-stemning. Det er ret unikt at bevæge sig fra St. Pauli til Steinwerders havnekvarter via den over 100 år gamle Elbtunnel. Tilbagelæg ruten til fods eller på cykel – kvit og frit og på alle tidspunkter af døgnet.
Vidste du ...
Isemarkt:
Sprudlende madmarked
Besøg det ugentlige marked i det grønne (og fancy) Eppendorf-kvarter, køb ind til dagen, smag lokale råvarer fra mere end 200 stande, spis morgenmad hos den tyrkiske bager eller kryds det obligatoriske Fischbrötchen af listen. Selv i regn og slud betaler Isemarkt sig, for hele herligheden foregår under den gamle Hoheluftbrücke.
Vidste du ...
Park Fiction:
Vigtig grøn oase
Græsplæne formet som et flyvende tæppe, palmer, der er lige grønne året rundt: Park Fiction var først og fremmest en del af Documenta i 2002, men er nu en ikonisk park til urbane hangarounds. Skaterkultur møder grøn oase og havneudsigt. Park Fiction er samtidig et aktivistisk space, som længe kæmpede mod den industrielle overtagelse af havneområdet i Hamborg, og som insisterer på byen som et socialt og kollektivt sted at være.
Vidste du ...
Pick N Weight:
Genbrug på vægt
Hamborg, Berlin, Bremen: En tur til de tyske storbyer betyder second-hand-shopping. I Hamborg findes masser af butikker med det velkendte Pick N Weight-system, hvor man fylder kurven med vintage-godter og betaler kilopris – blandt andet hos Vintage Kilo Store i det populære kvarter Sternschanze.
Vidste du ...
Altes Land:
Æbleparadis
Gårdbutikker, æblepluk, bindingsværkshuse og snehvide kirsebærblomster. Altes Land, som ligger en god halv time fra Hamborg, er nordtysk idyl for alle pengene. Her vokser intet mindre end ti millioner frugttræer, hvoraf langt de fleste er æbletræer. Så kom i æblesæsonen mellem august og november, her er æblepluk, æblefest, æblevin, ja, alt i æbler.
Vidste du ...
REJSETID
Hamborg – Bremen
1–2 TIMER
Bremen
Byen, hvor Bundesliga-klubben Werder Bremens grøn/hvide farver vajer i gaderne, hvor party-kvarteret kækt har givet sig selv navnet ‘Das Viertel’ aka. 'Kvarteret', og hvor et mangfoldigt bybillede ligger klos op ad traditionsrige dukkehusgader i Schnorr-Viertel. Tune ind på den populære radiokanal Bremen Next, hvis du altid vil vide, hvor det sker.
Vidste du ...
Defibrillator:
Secondhand og café
»Jeg drømte om et sted med genbrugstøj og mulighed for at reparere tøj, men hvor det også var fedt bare at hænge ud«, har Defibrillators ejer, Andreas Friedrich, udtalt til avisen Taz. Det har han haft held med: Sæt dig i fløjlssofaen med et stykke kage, eller gå på opdagelse blandt farverigt vintage-tøj.
Vidste du ...
Bremer Braumanufaktur:
Lokale ølbryggere
‘Bier boomt’ er en overskrift, som dette fine, lille bryggeri har givet sig selv. Mikrobryggeriet brygger, sælger og serverer deres ‘Hopfen Fänger’ i forskellige stilarter, alle lavet på hjemmedyrket humle fra egne bede. Nyd øllene i deres hyggelige Biergarten, eller book en rundtur blandt maskinerne (dog kun på tysk).
Vidste du ...
Das Viertel:
Kvarteret, du ikke vil misse
Et kvarter, der ganske enkelt bare hedder ‘Viertel’, altså kvarteret. Så meget forventes det, at nabolaget, der også kan betegnes som byens scene-kvarter, taler for sig selv. Her finder man alternative scener, street art, specialbutikker, vegansk kogekunst og mere eller mindre fancy barer. Et Instagram-paradis og et af Tysklands hippeste highlights.
Vidste du ...
Wümme Radweg:
Idyllisk cykelsti
Nok er det Weser, der er Bremens store flod – også med egen cykelrute – men ønsker man en mindre befolket en af slagsen, kan man i stedet køre langs den lille flod Wümme. Via små stier følger man den snoede flod fra gårdhave til gårdhave med små butikker og beværtninger langs ruten. Gør for eksempel stop hos den økologiske gård Kaemena med lokale specialiteter og et gigantisk udvalg af hjemmelavet økologisk is.
Vidste du ...
REJSETID
Bremen – Köln
3–4 TIMER
Köln
Et hjerte af stål og kul – men besøg de gamle miner og se, hvordan byen har forvandlet kul til kultur. Tag til mediebyen Köln, skål med sidemakkeren ved verdens længste bardisk, og kig op for at se en ægte vild papegøje.
Vidste du ...
Kalk:
Kulturelt medborgerhus
I den upcoming bydel Köln-Kalk finder man dette hus, der nærmest rummer alt, et lokalmiljø kan drømme om: Vegansk café, events, teater, koncerter, politiske initiativer, workshops, kor, dans samt udstillinger med unge lokale kunstnere.
Vidste du ...
Siebter Himmel:
Boghandel i hipt kvarter
‘Belgische Viertel’ har længe været kvarteret, man skulle besøge i Köln. Her findes blandt andet den mest hippe boghandel kombineret med designshop nogensinde: Velkommen i den syvende himmel, hvor du har lyst til at blive i timevis.
Vidste du ...
Zappes Broi:
Bæredygtigt mikrobryggeri
Et kendt Köln-initiativ bestående af Die Zappies, som folkene bag kalder sig. For dem handler det »i lige så høj grad om at bringe mennesker sammen, som det handler om øl«. Udover at brygge den bæredygtige øl Zappes arrangerer mikrobryggeriet events som morgentræning, skiture og lokal kunst. Prost!
Vidste du ...
Zollverein:
Nedlagt kulmine med techno og pool
»Herz auf Kohle und Stahl«, siger man om Ruhr-området, der tidligere var Tysklands store kulmineregion. Zollverein-kulminen i Essen kaldte man ‘Industriens katedral’, og den blev også straks fredet efter lukning og er i dag på UNESCOs Verdensarvsliste, efter den blev lavet om til park og museum. Et unikt sted at besøge med industriel romantik og vildtvoksende johannesurt og storkenæb såvel som technofester, historie og endda en offentlig pool i stålkonstruktionerne.
Vidste du ...
Verdens længste bardisk
Det kalder man det, fordi de mange udskænkningssteder, de såkaldte ‘Trinkhalle’, ligger som perler på en snor i området. De er en blanding mellem en kiosk og en bodega, og de er en sand institution i Nordrhein Westfalen. Der er utrolig meget kultur pakket ind i disse små, men ærketyske steder. Tjek eventuelt denne Instagram-profil for inspiration: Treffpunkt Trinkhalle.
Vidste du ...
REJSETID
Köln – Frankfurt
2–3 TIMER
Frankfurt am Main
Mainhatten, som man kalder denne metropol, hvor konferencer og messer er lige så normale som regional æblevin på ethvert gadehjørne. Besøg verdens største bogmesse, en masse ‘Goethe-was-here’-steder, se på moderne kunst, eller find vilde svampe.
Vidste du ...
Schirn:
Imponerende kunsthal
Die Schirn, som det hedder i folkemunde, er et berømt kunsthus, der spænder bredt i udstillinger. Fokus er ofte på samspillet mellem trends, kultur og historie. Tænk samtidskunst, pop-art, boheme, modernisme og meget mere.
Vidste du ...
Frankfurter Buchmesse:
Verdens største bogmesse
Man kan ikke sige Frankfurt uden at sige Buchmesse. Verdens største bogmesse med mere end 95 deltagende lande finder ikke kun sted i de hellige haller, men faktisk i hele byen, der summer af liv og oplæsninger, bogfester og receptioner i denne berømte uge i oktober. Sæt kryds i kalenderen næste år.
Vidste du ...
Zum Gemalten Haus:
Æblevin og ‘grøn sovs’
I Frankfurt drikker man ‘Apfelwein’ og spiser schnitzel eller sylte med ‘grüne Soße’, som Goethes mor angiveligt skulle have været mesterligt god til at lave til sin Johan Wolfgang. Disse specialiteter behøver man ikke lede længe efter, men et lokalt bud kunne være denne beværtning med traditionsrig udsmykning og de rigtige lerkander at servere vinen i.
Vidste du ...
Taunus:
Naturpark med mange muligheder
Under en times transport fra Frankfurt kan man vandre og cykle og endda stå på ski om vinteren. Naturparken er anlagt efter optimale betingelser for dyre- og planteliv, og om efteråret er der rig mulighed for at finde eksempelvis rørhatte og almindelige kantareller. Der findes et hav af forskellige ruter og stier at følge, blandt andet kan man følge i sporene af den berygtede røverhøvding Schinderhannes, eller besøge Heilklima-park, der fører dig systematisk gennem forskellige klimazoner via i alt 12 portaler.
Vidste du ...
Grøn fact Til Taunus, Frankfurt am Main
Vidste du ...
… at der i Tyskland er 106 naturparker og 16 såkaldte biosphere reserves? De er udpeget af UNESCO og med til at skabe grobund for mere bæredygtig udvikling. Faktisk er en tredjedel af landet dækket af skov (mere end dobbelt så meget som i Danmark).
REJSETID
Frankfurt – Würzburg
1–2 TIMER
Würzburg
Kom ud i naturen og følg den såkaldte ‘romantiske vej’, smag byens berømte peberkager, se solen gå ned over Main-floden med et glas Frankenvin to-go, eller slap af i slotshaven og nyd den frankiske bjergluft.
Vidste du...
Juliusspital:
Vinsmagning er et must
Det tidligere hospital er nu vingård og endda Tysklands næststørste. Smagsprøver, vintour, rundvisninger i de næsten majestætiske omgivelser, you name it. Husk at prøve deres Rotling, der er Frankens svar på rosé.
Vidste du...
Hennes Kiosk:
En smuk kaffepause
»Åbner ved godt vejr«, står der nonchalant på kioskens Instagram-profil. Hos Hennes kan man sidde under hvide parasoller, høre live-musik eller dj’s eller bare få en tiltrængt kaffe. Bliver man til solnedgang, er der liggestole og drinks.
Vidste du...
Residenz Würzburg:
Majestætisk palæ og slotshave
Der er ingen tvivl om, at det er byens helt store tilløbsstykke for besøgende, men sommetider er der bare hold i hypen. Her kan man besøge det fornemme slot, der stod færdigt i 1780, måbe over guld, spejlkabinetter og himmellofter, eller spadsere en tur i den tilhørende Hofgarten med springvand, frugttræer og ren idyl.
Vidste du...
Brückeshoppen:
Dronning Louises Bro på tysk
Brückeshoppen går i al sin enkelthed ud på, at man med et glas vin i den ene hånd og måske en Bratwurst i den anden hænger ud på den gamle Main-Brücke, hvor man lytter til floden under sig og ser solen gå ned. De forskellige Franken-vine serveres i to-go-glas med pant, og så er det bare om at finde sig et spot i mængden.
Vidste du...
REJSETID
Würzburg – Freiburg
3–4 TIMER
Freiburg
Den idylliske by i udkanten af Schwarzwald i det sydligste Tyskland byder både på urbane oplevelser og rig mulighed for afstikkere til højere luftlag. Man kan nyde de yndige brostensgader, besøge et par hotspots for byens mange studerende og smage på de regionale Maultaschen.
Vidste du ...
Alter Wiehrebahnhof:
Kulturelt hotspot
Et rigtigt hangaround-spot for Freiburgs studerende. Her er der både kommunal biograf masser af kunst- og dokumentarfilm på plakaten, café med fokus på regionale produkter samt en ugentlig markedsdag, bordtennis og god stemning under trækronerne.
Vidste du ...
Kybfelsen:
Vandretur og smuk udsigt
For begyndere – eller blot danskere, der ikke er så vant til bjergluft – er vandreturen fra Freiburg til Kybfelsen ret overskuelig. Undervejs møder man flere udsigtspunkter, og efter cirka to timer når man toppen og har den smukkeste udsigt over byen.
Vidste du ...
Platz der alten Synagoge:
Tung historie og afslapning
Den fineste plads midt i den gamle bydel, hvor synagogen stod indtil nazisterne brændte den ned til grunden i 1938. I dag er synagogens omrids genskabt i form af et vandspejl, hvor børn leger og plasker, mens voksne kan sætte sig på træbænkene og finde ro. På pladsen ligger også Freiburgs teater og universitet.
Vidste du ...
REJSETID
Freiburg – Erfurt/Weimar
4–5 TIMER
Erfurt/Weimar
Vi har nu bevæget os mod øst og er landet i Thüringen og Sachsen-Anhalt. Tag på vin-tour i den stærkt undervurderede Saale-Unstrut-region, besøg Erfurt, der er mere end Cluesos hjemstavn, eller tag til Weimar og følg i Bauhaus’ fodspor.
Vidste du ...
Museum Neues Weimar:
Vejen til Bauhaus
Udover at være byen, der husede både Goethe og Schiller, er Weimar kendt for Bauhaus-skolen, der blev dannet i byen for lidt over 100 år siden, og som den dag i dag stadig har en kæmpe indflydelse på design. På Neues Museum kan du opleve permanente udstillinger om vejen til Bauhaus, deltage i de mange designrelaterede events, eller besøge den ugentlige ‘Sprachcafé’, hvor man kan øve sprog og drikke kaffe.
Vidste du ...
Brotklappe:
Økologisk familiebageri
Familien Lück startede med at sælge brød direkte fra haven, men ejer i dag det lokale og elskede bageri, Brotklappe, i den vestlige del af Weimar. »Et håndværk kan man lære, men passionen skal man være født med«, er deres motto. Alt er hjemmelavet, alt er økologisk. Zitronen-Mohn-Küchen, Dattel-Frischkäse og Sauerteig, god appetit!
Vidste du ...
Ibras Bistro:
Perfekt frokoststop
De lokale i Erfurt roser denne sudanske bistro, hvor der er masser af veganske valgmuligheder på menukortet. Falafel, aubergine og yoghurt er blandt grundstenene i dette oplagte frokoststed.
Vidste du ...
Kunsthalle Erfurt:
Samtidskunst i forklædning
Mellem den gamle synagoge og Erfurts domkirke ligger det fine kunstmuseum på Fischmarkt, der betegnes som byens hjerte. Man skal ikke lade sig narre af den polerede renæssancefacade, indenfor gemmer sig nemlig videoinstallationer, fotografier og samtidskunst.
Vidste du ...
Saale-Unstrut Wein:
Vinregion i det tidligere øst
Saale og Unstrut er to floder, der krydser hinanden et sted uden for Naumburg (nordøst for Erfurt og Weimar) i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. I vinsæsonen kan man følge floderne og bevæge sig fra vingård til vingård, hvor de lokale vine serveres i yndige haver. Book en guidet tour eller styr selv tempoet. Der er rig mulighed for at købe flasker, man kan tage med ned til vandet, hvis man trænger til en pause. Kølige hvidvine er specialiteten. Nyd udsigten fra de druebevoksede skråninger i dette vinområde i det tidligere DDR.
Vidste du ...
REJSETID
Erfurt/Weimar – Leipzig
1–2 TIMER
Leipzig
Østens perle, Sachsens highlight. Det er ikke for ingenting, at Leipzig både er blevet kaldt Hypezig og Vibezig. Blandt gamle fabriksbygninger popper nye gallerier, barer og caféer op på ugebasis, mens den klassiske musikturisme og litterære tradition blomstrer videre i bedste velgående.
Vidste du ...
Spinnerei:
Fra bomuld til kultur-hub
I Leipzigs gamle industrikvarter, Plagwitz, der i dag er elsket af både skatere, kunstnere og unge familier, ligger den tidligere bomuldsfabrik Spinnerei med sloganet: From cotton to culture. I dag er området og fabrikshallerne omdannet til gallerier, atelierer, naturvinhandel, kunstbiograf og bageri.
Vidste du ...
Feinkost:
Forvandlet suppefabrik
Feinkost ligger på Karl-Liebknecht-Straße, i folkemunde ‘Karl’, og i mørke kan man gå efter den berømte lysreklame ‘Löffelfamilie’ fra det tidligere DDR, som pryder muren. Tidligere var Feinkost en fabrik, der fremstillede netop den færdigsuppe, som familien reklamerer for. I dag er det kulturcentrum for koncerter, sommerbio, markeder og små butikker.
Vidste du ...
Pizzalab:
Fokus på bæredygtighed
Bæredygtigt non-profit pizzaria, hvis mærkesager er lokale råvarer, veganisme og økologi. Du vælger selv de bestanddele, din pizza skal bestå af, og komponenterne tæller blandt andet sæsonens grøntsager, superfood og hjemmelavede veganske oste.
Vidste du ...
Sauna im See:
Oase tæt på byen
Ved Cospudener See, også kaldet ‘Cossi’, kan man året rundt besøge denne sauna på vandet, der både råder over panoramasauna, adgang til søen, urtesauna og selvfølgelig den østtyske FKK, Freie Körper Kultur. Det er en oase kun en cykeltur væk fra byen, og Cospudener See er i øvrigt generelt velegnet til badeture og vandsport.
Vidste du ...
REJSETID
Leipzig – Sächsische Schweiz
1–2 TIMER
Sächsische Schweiz
Tysklands svar på Grand Canyon og bjergkæder langs Elben mod den tjekkiske grænse. Tag cyklen langs floden og besøg de små landsbyer på vejen, for eksempel den bæredygtige landsby Schmilka med bio-hoteller, ølbad og idyl.
Vidste du ...
Basteibrücke:
Tysklands Grand Canyon
Der er mange smukke dele af Sächsische Schweiz, men Bastei og Basteibrücke er et absolut must. Bastei er navnet på en klippeformation med en højde på 305 meter, og broen, der er bygget i sandsten fra midten af 1800-tallet, går tværs igennem. Det kan betale sig at krydse broen tidligt om morgenen eller sent på aftenen, hvis øjeblikket skal foreviges uden alt for mange turister i baggrunden.
Vidste du ...
Elberadweg:
Cykelrute langs Elben
Den samlede cykelsti langs floden Elben tæller 1.300 kilometer og krydser grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. Denne anbefaling gælder primært den del, der løber gennem Sächsische Schweiz, en overskuelig rute på cirka 33 km fra Pirna til grænsebyen Schmilka. Undervejs på ruten er der mange muligheder for stop ved små gårdhaver langs ruten eller byer som renæssancebyen Pirna eller kurbyen Bad Schandau.
Vidste du ...
Schmilka:
Bæredygtig og idyllisk landsby
Byen Schmilka, ikke langt fra den tjekkiske grænse, er noget helt særligt, nemlig en bæredygtig landsby. I den gamle mølle bages traditionelt bagværk med lokale råvarer, mens det er muligt at overnatte på det certificerede bio-hotel Helvetia tæt på floden Elben. Om sommeren kan man nyde lokale specialiteter med flodudsigt, og om vinteren bliver byen til en slags Disney-idyl med mulighed for sauna og måske en tur i det berømte ølbad.
Vidste du ...
REJSETID
Sächsische Schweiz – Berlin
2–3 TIMER
Berlin
Byen der taler for sig selv, Europas kunstneriske og festlige storby nummer ét. Vælg de små gallerier og de bæredygtige åndehuller. For måske har byen endnu mere at byde på, end sidst du var der?
Vidste du...
Galerie Kornfeld og 68projects:
Kunstløft til de unge
Små og ikke-turistede gallerier for samtidskunst stiftet af Freddy Kornfeld i 2012 med henblik på at skabe et space for unge samtidskunstnere og med fokus på, at kunstnere skal kunne leve af at lave kunst. Begge gallerier er placeret i Vestberlin mellem Charlottenburg og Tiergarten.
Vidste du...
Himmelbeet:
Grøn inspiration
Et af byens mange grønne initiativer: Et urban gardening-projekt i bydelen Wedding, der for længst er blevet et attraktivt sted at bo i Berlin. Ud over at blive inspireret til at leve grønt i byen, kan du besøge den tilhørende café.
Vidste du...
Tempelhofer Feld:
Uovertruffet åndehul
Den gamle lufthavn Tempelhof, der lukkede i 2008, og som i dag er en offentlig park, hvor der danses, holdes picnic, rulles på rulleskøjter og meget, meget mere. Parken er også hjemsted for en del lokale initiativer som urban gardening og Biergarten Luftgarten.
Vidste du...
Maxim Gorki Theater:
Moderne teater
Berlins førende politiske og eksperimenterende teaterscene med fokus på diversitet og aktivisme. Stykkerne er moderne og afspejler tidens politiske konflikter og litterære tendenser. De har ofte shows på engelsk.
Vidste du...
REJSETID
Berlin – Mecklenburgische Seenplatte
2 TIMER
Mecklenburgische Seenplatte
Glamping, Fusion Festival, tømmerflåde, familieferie, stjernehimmel. Alt det kan man opleve i det gigantiske søområde nord for Berlin. Lej en husbåd, eller overgiv dig til naturcamping og det søde liv i vandkanten.
Vidste du...
Fusion Festival:
Hypen holder
Dette er ikke uden grund en af Tysklands mest hypede festivaler. Den løber af stablen i uge 26, det vi i Danmark populært kalder ‘Roskilde-ugen’, og er en musik- og kunstfestival med technokultur, glimmerkostumer, performance, kollektiv tankegang – ja, et selvudnævnt ‘parallelunivers’. Bemærk: En Fusion-billet kræver en indsats. De første 10.000 billetter er allerede udsolgt, så nu skal du være heldig for at vinde retten til at købe en billet i januar.
Vidste du...
BiberTours:
Naturcamping
Der er mange muligheder for at overnatte i naturen omkring Mecklenburgische Seenplatte og starte dagen med en morgendukkert, før man henter Brötchen. Naturcamping BiberTours er en af dem. Her kan du leje en rustik skurvogn, en flydende hytte eller slet og ret slå dit telt op i vandkanten. Kanoer kan lejes på stedet, og flodbaren er klar med genanvendelige drinksglas.
Vidste du...
Kanoudlejning:
Oplev Seenplatte til vands
Mecklenburgische Seenplatte er både Europas største område for vandsport, omfatter Tysklands største sø, Müritz, og er på listen over UNESCOS verdensarv. Det er oplagt at leje kano og opleve området til vands. Højdepunktet er højsommeren, hvor åkanderne blomstrer. Kanoer kan lejes overalt, men du kan også finde et overblik på linket 'website' til venstre.
Vidste du...
Locaboat:
Lej en husbåd
Kom godt omkring Mecklenburgische Seenplatte uden egentlig at behøve forlade dynerne. Lej en husbåd, der fås i størrelserne fra 2-8 personer og med forskellig grad af luksus. Turen starter ved enten Fleesensee eller Fürstenberg, og så går det ellers derudad i eget tempo og endda uden krav om duelighedsbevis. Locaboat garanterer, at alle kan blive deres egen kaptajn uden forhåndskendskab til livet til søs.